13. december 2006, København
INITIATIVET DRUK FOR FRED BAKKER OP OM UNGDOMSHUSET
Her til aften lancerede Initiativet Druk For Fred (IDFF) websitet
DRUK FOR UNGDOMSHUSET.
Sitet er en kommentar fra IDFF til den højaktuelle situation omkring
Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro, København.
Vi bakker 100% op om at de unge skal beholde huset, men håber på at konflikten kan blive løst på en fredelig måde uden vold og borgerkrig.
Den oprindelige frist for at de unge skulle være ude af huset udløber i morgen, d. 14/12, og selvom politiet lover at en rydning ikke finder sted før nytår træder vi alligevel ind i en ny epoke i sagaen om Ungdomshuset, eftersom
Faderhuset, husets retmæssige ejere, fortsat står fast på at huset ikke er til salg. Det til trods for at de har fået tilbudt 5 gange så meget som de i sin tid gav for huset, samt at de har fået mere mediedækning end man kan købe for de 2,6 millioner kroner som huset har kostet dem. Med andre ord: Faderhuset har fået meget mere ud af denne situation end nogen på forhånd kunne have forestille sig. De har nu muligheden for - udover at score kassen - at blive de virkelige helte, ved at lade Fonden Jagtvej 69 købe huset og overdrage det til de unge. Det er netop et salg af huset som vi fra IDFF håber at kunne være med til at overtale Faderhuset til, så vi kan blive skånet for det forestående voldsinferno. Vi drikker dels for de unge, men i høj grad også for politiet, naboer og alle andre der måtte blive påvirket af de forestående uroligheder på Nørrebro. Kort sagt: Vi drikker for fred. Og vi opfordrer alle der går ind for en fredelig løsning i denne konflikt til at drikke med os.
Registrer genstande du har drukket i sympati for Ungdomshuset på web-adressen:
http://www.drukforfred.nu/ungdomshuset/
OM INITIATIVET DRUK FOR FRED
Nogle demonstrerer, nogle laver film, andre udøver vold og terror når de er utilfredse med noget. Os bag IDFF drikker os til en retfærdig verden og vi drikker gerne med alle, for jo mere der bliver drukket jo mere virker det (akkurat ligesom med demonstrationer, film, vold og terror). Så i stedet for at gøre en masse dumme ting kanaliserer vi vores vrede over i noget konstruktivt - druk.
IDFF startede i juli 2004 med kampagnen DRUK MOD BUSH som efter nogle måneder fik verdensomspændende medieomtale hos bl.a. Associated Press, CNN, Wired, Yahoo samt mange andre steder. For nyligt rundede antallet af genstande drukket mod Bush de 90.000 og de magiske 100.000 forventes at blive nået til sommer.
Ønskes mere information om DRUK FOR UNGDOMSHUSET, IDFF eller DRUK MOD BUSH kan vi kontaktes pr. e-mail:
initiativet@drukforfred.nu, eller telefonisk ved at ringe til Mikkel Munch Mortensen på 23 29 36 62.