Vesterbro, 12. juni 2007


INITIATIVET DRUK FOR FRED INVITERER ALLE TIL FEJRING AF MILEPÆL

Siden juli 2004 har Initiativet Druk For Fred registreret alle de genstande der verden over er blevet drukket imod den siddende amerikanske præsident, George W. Bush. Og det er blevet til ikke så lidt igen.

I skrivende stund er antallet af genstande nået op på 99.969, hvor vi har valgt midlertidigt at pause registreringen af genstande, for på behørig vis at fejre milepælen ved de 100.000 genstande.

Derfor inviterer vi alle der ikke kan lide Bush men godt kan lide øl til at komme og tage del i ETHUNDREDETUSINDEFESTEN som vi holder på fredag d. 15. juni kl. 21 i Søndermarken på Frederiksberg. Kom og hyg, mød andre druktivister og vær med til at drikke et godt stykke ind i de næste 100.000 genstande.

Læs meget mere om festen på: http://www.drukforfred.nu/bush/100k/
Og læs mere om DRUK MOD BUSH på: http://www.drukforfred.nu/bush/

Vi håber på at se en masse glade mennesker. Og husk at kampen for en retfærdig verden fortsætter og foregår på flere planer.


OM INITIATIVET DRUK FOR FRED

Nogle demonstrerer, nogle laver film, andre udøver vold og terror når de er utilfredse med noget. Os bag IDFF drikker os til en retfærdig verden og vi drikker gerne med alle, for jo mere der bliver drukket jo mere virker det (akkurat ligesom med demonstrationer, film, vold og terror). Så i stedet for at gøre en masse dumme ting kanaliserer vi vores vrede over i noget konstruktivt - druk.

IDFF startede i juli 2004 med kampagnen DRUK MOD BUSH, som i dag er tilgængelig i 5 sprog - og med flere på vej. Kampagnen fik efter nogle måneder verdensomspændende medieomtale hos bl.a. Associated Press, CNN, Wired, Yahoo samt mange andre steder. Antallet af genstande drukket for fred i alt har rundet de 130.000, fordelt på ca. 100.000 hos DRUK MOD BUSH og et pænt stykke over 30.000 hos DRUK FOR UNGDOMSHUSET.

Ønskes mere information om IDFF, DRUK MOD BUSH eller DRUK FOR UNGDOMSHUSET kan vi kontaktes pr. e-mail: initiativet@drukforfred.nu, eller telefonisk ved at ringe til Mikkel Munch Mortensen på 23 29 36 62. (Læg en besked hvis han ikke tager den. Så ringer han tilbage.)